| |
FCI Standard Nr 243
09.06.1999 (GB) (ORG 14.08.1996)
ALASKAN MALAMUTE
Oprindelsesland: U.S.A.
Anvendelse: Slædehund.
Klassifikation: FCI Gruppe 5 (Spidshunde og racer
af oprindelig type),
Sektion 1 (Nordiske slædehunde).
Uden brugsprøve.
Helhedsindtryk: Alaskan Malamute – en af
de ældste, arktiske slædehunderacer
– er en kraftfuld og massivt bygget hund med dybt bryst og
en stærk, meget muskuløs krop. Den star solidt plantet
på poterne og giver i denne stilling indtryk af handlekraft,
med en stolt holdning, løftet hoved og vågne øjne,
der røber interesse og nysgerrighed.
Hovedet er bredt, ørerne trekantede og opstående, når
hunden er opmærksom. Næsepartiet er fyldigt og bliver
kun lidt smallere fra roden til næsen. Det er ikke spidst
eller langt, men heller ikke for kort og groft. Pelsen er tyk, med
en grov dækpels, der er lang nok til at beskytte den uldne
underpels. Malamutes har mange forskellige farver, og ansigtets
aftegninger er et karakteristisk træk. De består af
en ”hue”, med ansigtet enten helt hvidt eller med aftegning
i form af en stribe og/eller maske. Halen er busket og bæres
over ryggen som en vajende fjerbusk. En Malamute skal have svære
knogler og sunde lemmer, gode poter, dybt bryst og kraftfulde skuldre,
og den må have alle de øvrige, fysiske egenskaber,
den behøver for at udføre sit arbejde effektivt.
Bevægelsen skal være støt og harmonisk, utrættelig
og absolut effektiv. Den er ikke beregnet til brug som hurtig slædehund
i hastighedsløb. En Malamute er bygget med styrke og udholdenhed
for øje, og ethvert træk hos den enkelte hund, herunder
temperamentet, der strider mod opfyldelsen af dette formål,
betragtes som den alvorligste form for fejl.
Proportioner: Brystdybden udgør ca halvdelen
af skulderhøjden, og det dybeste punkt ligger netop bag forbenene.
Kropslængden – fra skulderspids til det bageste punkt
på bækkenet – er større end skulderhøjden.
Temperament: Alaskan Malamute er en kærlig
og venlig hund, ikke nogen ”énmands-hund”. Den
er en loyal og hengiven ledsager, leger gerne på opfordring,
men virker som voksen i reglen mest imponerende ved sin værdighed.
Hoved: Hovedet er bredt og dybt, ikke groft eller
klodset, men proportioneret efter kroppens størrelse. Udtrykket
er mildt og tyder på en venlig karakter.
Skalle: Bred og moderat rundet mellem ørerne,
gradvis mere smal og flad mod øjnene, og den afrundes ned
mod kinderne. Der er en let midterfure mellem øjnene. Skallens
og næsepartiets overlinier bryder svagt en ret linie nedefter,
hvor de mødes.
Stop: Ret fladt.
Næse: Hos alle pelsfarver, undtagen rød,
er næse, læber og øjenrande sort pigmenterede.
Brun næse er tilladt hos røde hunde. En ”snenæse”
med lysere strejf er acceptabel.
Næseparti: Stort og svært i forhold
til skallen, kun let aftagende i bredde og dybde fra overgangen
mod skallen og ud til næsen.
Læber: Tæt sluttende.
Kæber, bid: Brede kæber med store tænder.
Fortænderne mødes i saksebid. Overbid eller underbid
er en fejl.
Kinder: Moderat flade.
Øjne: Skråt placerede i skallen. Øjnene
er brune, mandelformede og middelstore. Blå øjne er
en diskvalificerende fejl.
Ører: Middelstore, men små i forhold
til hovedets størrelse. De er trekantede af form, med let
afrundede spidserDe er bredt ansat yderst og bagtil på skallen,
på linie med øverste øjenkrog, sådan at
de i rejst tilstand ser ud til at stå ud fra skallen. De peger
let fremefter, men når hunden arbejder, foldes ørerne
af og til ned langs skallen. Højt ansatte ører er
en fejl.
Hals: Stærk og moderat buet.
Krop: Kompakt bygget, men ikke med for korte flanker.
Kroppen må ikke være overvægtig, og knoglekraften
skal svare til hundens størrelse.
Ryg: Lige, let faldende mod hofterne.
Lænd: Hård og meget muskuløs.
En lang lænd, der kan svække ryggen, er en fejl.
Bryst: Veludviklet.
Hale: Moderat højt ansat - følger
ryglinien ved roden. Den bæres over ryggen, når hunden
ikke arbejder. Den er hverken stramt oprullet eller ligger tæt
til ryggen, og den har heller ikke så kort pels som en rævehale.
En Malamute-hale har fyldig pels og minder om en vajende fjerbusk.
Lemmer:
Forpart: Forbenene har svære knogler og muskler og er lige
helt ned til mellemhånden, set forfra.
Skuldre: Moderat skråtstillede.
Mellemhånd: Kort og stærk, let skråtstillet set
fra siden.
Bagpart: Bagbenene er brede. Set bagfra skal de både stilles
og bevæge sig i ret linie med forbenenes bevægelse,
hverken for snævert eller for bredt. Vildtkløer på
bagbenene er uønskede og bør fjernes straks efter
fødslen.
(NB! Fjernelse af vildtkløer er forbudt i Danmark).
Lår: Med svær muskulatur.
Knæ: Moderat vinklede.
Haseled: Moderat vinklede og godt lavt ansatte.
Poter: Af ”snesko-typen”, tæt sluttede og dybe,
med fyldige trædepuder, der giver et fast. Kompakt udseende.
Poterne er store, med tæt sluttede og godt hvælvede
tæer.
Der er et beskyttende hårlag mellem tæerne. Trædepuderne
er tykke og robuste, kløerne er korte og stærke.
Bevægelse: En Malamute’s bevægelse
er støt, harmonisk og kraftfuld. Den er adræt trods
sin størrelse og bygning. Fra siden ser man bagpartens kraftige
fraskub, der overføres via den godt muskuløse lænd
til forparten, som opfanger fraskubbet med flydende, lange skridt.
Set forfra eller bagfra bevæger benene sig præcis i
lige inie, ikke for snævert eller for bredt. I hurtigt trav
vil poterne nærme sig kroppens midterlinie. En stiv eller
styltet bevægelse eller enhver anden gangart, der ikke er
fuldkommen effektiv og utrættelig, skal reducere bedømmelsen.
Pels:
Hårlag: En Malamute har en tyk og grov dækpels, aldrig
lang og blød. Underulden er tæt, fra 2.5 til 5 cm i
tykkelse, virker ”olieret” og ulden. Den grove dækpels
varierer i længden ligesom underulden. Pelsen er relativt
kort til middellang på kroppens sider og bliver noget længere
over skuldre og hals, ned langs ryggen, over krydset og på
bukser og den buskede hale. Pelsen er normalt kortere og ikke så
tæt i sommermånederne. En Malamute udstillessom den
ser ud fra naturens hånd. Trimming er ikke acceptabelt, bortset
fra, at poterne kan nettes lidt for at give et mere soigneret udseende.
Farve: De sædvanlige farver går fra
lys grå over de mellemliggende nuancer til sort, samt fra
zobel og nuancer af zobel til rød. Farvekombinationer accepteres
i underpels, i ansigt, på ører, ben og hale. Som ensfarvet
tillades kun hel-hvid. Hvidt er altid den dominerende farve på
kroppens underside, på poterne, noget af benene og i en del
af ansigtets aftegninger. En hvid pandeblis og/eller krave eller
nakkeplet er tiltalende og acceptabelt. En Malamute har ”mantle”
(en mørk aftegning over skuldre, ryg og sider), og brudte
farver på kroppen som pletter og uregelmæssige stænk
er uønskede.
Størrelse: Der er et naturligt spillerum
i racens størrelse. De ønskelige mål for en
arbejdsduelig trækhund er følgende:
Hanner: Skulderhøjde 63.5 cm, vægt 38.5 kg
Tæver: Skulderhøjde 58.5 cm, vægt 34 kg.
Størrelsen må dog ikke vægtes over type, harmoni,
bevægelse og andre funktionelle træk. Hvis to hunde
bedømmes som lige gode i type, harmoni og bevægelse,
foretrækkes den, hvor vægt og størrelse kommer
nærmest det ønskelige.
Vigtig
sammenfatning: Ved bedømmelsen af en Alaskan Malamute skal
dens funktion som slædehund til tung last under arktiske forhold
tillægges større betydning end alt andet. Nedslag i
en hunds bedømmelse skal være bestemt af, hvor meget
den afviger fra beskrivelsen af den ideelle Malamute, samt hvor
meget den enkelte fejl vil påvirke hundens evne til at arbejde.
En Malamute’s lemmer skal tyde på usædvanlig styrke
og vældig trækkraft.
Enhver antydning af usundhed i ben og poter – for eller bag,
i stand eller bevægelse – skal betragtes som en alvorlig
fejl. Fejl i denne henseende kan være flade, spredte poter,
kohaser, blød håndrod, stejle skuldre, mangelfuld vinkling,
styltet bevægelse (eller enhver bevægelse, der ikke
er harmonisk, kraftfuld og stabil), opløben bygning, lavtstillet,
overvægt, spinkle knogler og generelt dårlige proportioner.
Fejl: Enhver afvigelse fra de foregående
punkter betragtes som en fejl, hvis betydning for bedømmelsen
skal stå i nøje forhold til afvigelsens omfang.
Diskvalificerende fejl: Blå øjenfarve.
Bemærk: Hanhunde skal have to normalt udviklede
testikler i pungen.
Standarden udgivet af FCI 9 JUNI 1999
Oversættelsen godkendt af DKK’s Standard Komité. |